Teenage-mig havde en religiøs åbenbaring på RF17, da jeg fandt ud af hvor hårdt vokal + bas + trommer og intet andet kunne gå live. Albummet er ikke perfekt, men sange som Lights Out og Hook, Line & Sinker demonstrerer virkelig effekten af præcise, velskrevne hooks.
Alle singles gik så vanvittigt hårdt, at jeg satte album-udgivelsesdatoen i min kalender. Slayyyter var vitterligt mine eneste planer fredag aften. Desværre holder albummet slet ikke niveauet af en banger som DANCE... eller BEAT UP CHANEL$ og ender med kun at være en ganske udmærket pop-oplevelse
Såfremt man render rundt og er ærgerlig over, at man har brugt for meget af sit liv på at forstå incel-kultur, så kan i stedet glæde sig over at man er klar på at nyde, hvor humoristisk My Agenda bruger verdensbilledet som album-koncept. Og samtidig kan man headbange til de max skøre ørehængere
Hvem vidste at traditionals såsom Scarborough Fair kunne bruge et touch af hyper-pop? Dorian Electra er ikke et ufejlbarligt mix af sange, men tænk det netop som, ja, et mixtape og udpluk dine favoritter. Det er virkelig værd at give nogle af de her sange et skud (lyt for guds skyld til Hips Don't Lie); det er et røvkreativt og grineren album!
Atmospheric DnB er en genre, hvor jeg synes musikken af og til virker retningsløs, fordi fokus tit er på det hypnotiske lydbillede fremfor sangstruktur, hvilket er en helt legitim prioritering - fuck almindelig popform i elektronisk musik - men TURQUOISEDEATH behøver tilsyneladende ikke prioritere. Det hele er proppet med vanvittige idéer, lyder skønt og så stopper han tilmed mens legen stadig er god. Skønt album!
Jeg så et interview med Kevin Parker for en årrække siden, hvor han sagde, at han bruger 90% af sin tid på at udvælge de perfekte trommer - og selvom, dette helt klart er en "overdrivelse fremmer forståelsen" situation, så lyder det også sådan. Trommerne er fantastiske og alt andet er ret kønsløst. Der er enkelte gode sange og interessante øjeblikke hist og her, men jeg gider ikke lytte til hele Deadbeat igen ... read more
Vokalerne er ikke lige min kop te, men hele lydtæppet bagved er vanvittigt
Macklemore has always been great at picking a beat and flowing over it in a catchy playful manner. The issue have been cringy lyrics, but not here. Clear message and I love him for it! Free Palestine
Enig med Pitchfork - jeg ser blot glasset som halvfyldt: Det her album er anti-kapitalistisk crack.
Ad, et dårligt lyt. På en eller anden måde er St. Anger hele 75 minutters materiale selvom sangene er fuldstændig tomme for indhold (når de altså ikke lyder som Linkin Park og Nickleback parodier). Dertil gør det næsten ondt at lytte til albummet efter et stykke tid - så tung er mixen. Guitarerne lyder mudrede, James Hetfield er ikke sig selv og trommerne lyder næsten ikke som trommer. Det er fascinerende ringe.
Twigs er både sårbar, smuk, vred og uforudsigelig på Eusexua. Musikken giver associationer til 90'er triphop, noget af det mere eksperimenterende Rosalía eller Caroline Polachek og uden tvivl Björk. Jeg synes muligvis, at det her er så rørende og catchy et album hele vejen igennem, at det slår LP1 som min FKA Twigs favoritudgivelse?
After Hours er hovedværket i The Weeknds synthwave popstjerne periode. Der er uungåelige hits, som oser af Max Martin, men samtidig føles det så trygt og ufarligt med de fejlfri trommemaskiner og perfekte hooks, at albummet bliver lidt vattet i længden. Hvor er farten, der river mig med og risikoen, der engagerer mine ører? After Hours er nok det bedste fra denne æra, men jeg er mere til det ældre Weeknd.
Vanvtittigt velproduceret og så røvkedeligt, at en Justice-feature ikke engang løfter ambitionsniveauet. Jeg vil gerne anerkende de lækre synths som f.eks. dem på Open Hearts, men ellers vil jeg mene, at der ikke er ret meget udover den vanvittige São Paulo, der er værd at bruge sin tid på.
Megadeth er ikke god musik. Det er som om, det først åbenbarer sig for en, hvor ringe et stykke musik er, når man sætter det på foran andre mennesker og pludselig føler sig pinligt berørt. Med det sagt, så er jeg afhængig af det her album - det går direkte i dopamincenteret.